Stål
Ubehandlet stål er det nye sort.
Inden for de sidste 10-15 år er det blevet mere og mere almindeligt at anvende ubehandlet stål til at bygge med i anlægsgartneriet. Det drejer sig først og fremmest om støttemure, trapper, plantekasser og kanter, som skiller forskellige materialer ad. De helt indlysende fordele ved stål er at det er meget stærkt, meget holdbart, der findes meget store mængder af det, og det kan genbruges. I vores fag har vi især glæde af det på steder hvor andre materialer som beton, kampesten, træ m.v. ellers ville fylde rigtig meget. Især når man har behov for at lave hjørner og kanter, sving og buer, er stålets egenskaber fremragende.
Endelig er der de arkitektoniske kvaliteter ved stål, de rene linjer, overfladerne som patinerer smukt i farver som passer fint til de materialer vi i øvrigt arbejder med i vores fag, samt enkelhed og styrke.
I vores firma arbejder vi med ubehandlet stål i rigtig mange sammenhænge. De fleste af vore ansatte er dygtige til at svejse. Bag alle støttemure, trapper, kanter m.v. er der jo en bærende konstruktion, typisk stålpæle, som er slået i jorden, og som plader og fladstål er svejst til. I visse situationer bruger vi også smede til at bistå os.
Nedenstående viser vi nogle eksempler på stålets anvendelsesmuligheder, og man kan også se videre under “Inspiration og referencer”, under kategorien “Stålkonstruktioner”.







